Mørkøv-sejr i oprykkeropgøret

Skrevet af Nordvestnyt

Efter en ellers tæt første halvleg løb Mørkøv fra Svinninge i anden halvleg og scorede fire mål.


18. minut 0-1: Simon Engberg, 25. minut 1-1 Ulrik Mortensen, 53. minut 2-1: Alexander Jedig Jensen, 69. minut 3-1: Michael Larsen, 74. minut 4-1: Alexander Jedig Jensen, 90+3. minut 5-1: Alexander Jedig Jensen.


Torsdag aften var der lokalopgør i serie 2 pulje 3, da de to oprykkere fra serie 3 pulje 6, Mørkøv og Svinninge, skulle møde hinanden.

Sidste sæsons afslutning var endt i et tæt løb, hvor Svinninge endte i toppen af deres pulje med 53 point, og lige bag dem var Mørkøv med 49 point. Indbyrdes havde de to hold mødt hinanden to gange, hvor Mørkøv havde vundet dem begge. Der var altså lagt op til et brag af et lokalopgør.

Det var igen Mørkøv, denne gang i serie 2, som fik tre point og en sejr med hjem, da de vandt 5-1 på hjemmebane.

– Mørkøv er et hold, som er rigtig gode til at udnytte, når deres modstandere ikke er der og holder fast i overtaget, og det må man sige, at de gjorde i dag mod os. Vi har haft mulighed for at forberede kampen rigtig godt, da vi mødte Mørkøv to gange sidste sæson, hvor vi også tabte til dem. Så jeg synes, at vi var velforberedte, men vi fik ikke eksekveret de ting, som vi skulle idag, fortalte Anders Bo Hansen

Det var dog Svinninge der kom bedst fra start i kampen, og de havde en smule overtag, selvom det ikke havde set godt ud for dem fra starten. I det 18. minut fangede de Mørkøv ude af balance, og sendte bolden i kassen til 1-0.

Simon Engberg bringer Svinninge i front

Svinninges føring hold ikke længe, da Mørkøvs Ulrik Mortensen udlignede til 1-1 kun syv minutter efter.

Mørkøv havde nogle store chancer i løbet af første halvleg med hele tre skud på stolpen, men de fik ikke bolden i mål mere end den ene gang.

Også Svinninge havde nogle chancer, men de fik ikke spillet dem store nok, og første halvleg endte 1-1.

Vi spillede en rigtig god fodboldkamp på alle parametre. Vi havde højt boldtempo, flyttede bolden godt rundt og fik skabt rigtig mange chancer. Jeg er rigtig glad for, at vi er kommet på tavlen og er kommet i gang. det er helt fortjent, og jeg synes at vi havde kontrol over kampen det meste af tiden, fortalte Mørkøvs træner Jakob Sjørslev.

Kontrol over kampen

I anden halvleg kom Mørkøv ud med blod på tanden, og efter kun syv minutter af anden halvleg gav Alexander Jedig Jensen Mørkøv føringen, da han sparkede bolden i kassen til 2-1.

Mørkøv havde kontrol over kampen, og i det 69. minut udbyggede de deres føring til 3-1, da Michael Larsen headede bolden i mål efter en standardsituation.

Mørkøv lukkede kampen da Alexander Jedig Jensen scorede to må i kampens sidste 20 minutter, og Mørkøv cementerede sejren på 5-1.

– Vi ville meget gerne kunne true Svinninges centrale centerbakkæde og lave nogle løb på siderne af dem, og det lykkedes i høj grad. Vi scorede på nogle lidt forskellige chancer. Vi fik spillet dem tynde på de fleste af målene, spillede godt op i siderne og kom på nogle fine indlæg, som blev sparket i kassen, lød det fra træner Jakob Sjørslev.

Mørkøv kunne med dagens sejr sikre sig de første tre point i serie 2 efter et nederlag til oprykkerne fra FC Kalundborg i deres første kamp. Mørkøv skal i næste kamp møde Ringsted. Mørkøvs træner Jakob Sjørslev fortalte:

– Vi vil arbejde videre med det høje boldtempo, og være til stede i hele kampen. Dette er noget, som vi kan tage med videre mod Ringsted, ellers fokuserer vi meget på vores eget spil, og tager højde for, hvis modstanderne har nogle bestemte ting.

For Svinninge var det deres første kamp i serie 2, da de var oversiddere i ugen før, og de har en lang sæson foran sig. Træner Anders Bo Hansen sluttede af med at sige:

– Vi havde det helt notorisk svært mod Mørkøv, og de vil det lidt mere, end vi vil, hvilket også var det, som var billedet i dag. Vi var ikke til stede i dag, og jeg sidder lidt med en ærgerlig følelse, fordi jeg synes, at vi er et fint fodboldhold, som sagtens kan spille serie 2, men hvis man kommer med den attitude, som vi kom med i dag, så er der ikke meget at komme efter. Vi er et sted, hvor vi burde kunne etablere os i serie 2, og det er tydeligere nu, at det ikke bliver nemt, men jeg mener helt sikkert, at det kan lade sig gøre.

Kampens spiller

Svinninge gav debut til ny mand i målet, Mads Ahrenkiel. Trods nederlaget på 5-1, fik Mads Ahrenkiel 6 stemmer efter en solid kamp i kassen.