Kampreferat: Holbæk 1-3 SIF

Nordvestnyt skriver følgende om tirsdagens kamp:

Holbæk-Svinninge 1-3(1-1)

10. minut 1-0: Christoffer Juel Fabrin, 30. minut 1-1: Simon Engberg, 55. minut 1-2: Gustav Nyman Jensen, 65. minut 1-3: Simon Engberg


Tirsdag aften fik Holbæk besøg af Svinninge i serie 3 pulje 6. Det var Holbæks første kamp i foråret, så de var klar til at give Svinninge kamp til stregen.

Highlights fra kampen

Kampen var kun halvandet minut gammel, da Svinninge fik deres første 100%’s chance, men de var ikke kyniske nok. Holbæk fik taget om kampen, og i det 10. minut kom de foran 1-0 på et flot mål af Christoffer Juel Fabrin, efter et fantastisk opspil med førstegangspasninger rundt om Svinninges forsvar. Holbæk sad på kampen, men i det 30. minut udlignede Simon Engberg til 1-1. De sidste 15 minutter forblev målløse og pausestillingen var 1-1.

– Det var to meget forskellige halvlege, hvor første halvleg absolut ikke var godkendt. Vi var simpelthen ikke gode nok. Jeg har stor kvalitet i truppen hele vejen rundt, hvilket også gav noget tryghed, da vi lavede udskiftninger i pausen, sagde Svinninge træner, Anders Bo Hansen.

I anden halvleg var det et helt andet Svinningemandskab, der trådte ud på det grønne græs. Godt ti minutter inde i anden halvleg bragte Svinninges Gustav Nyman dem foran 2-1, da han sendte bolden i mål. Gæsterne fra Svinninge bevarede momentummet, og de udbyggede deres føring til 3-1 i det 65. minut, efter Simon Engberg knaldede kuglen i Holbæks mål. Holbæk fik kæmpet sig tilbage i slutningen af anden halvleg, men det var ikke helt nok, og kampen endte 3-1 til Svinninge.

– det er fortjent nok, at Svinninge vandt, når man ser på hele kampen. Vi blev hurtigt tvunget til en række rokader på grund af skader. Det betød, at vores defensiv sejlede i 20 minutter, og det var der Svinninge scorede de to mål, de vinder med. Kæmpe ros til holdet for at kæmpe sig tilbage i kampen. Vi lagde godt ud i forårets måske sværeste kamp, fortalte Christian Dahl, Holbæks træner.

Holdets nye forsvarsgeneral, Mark Bache Tronøe, fik efter kampen, fortjent flest stemmer og kunne dermed, lade sig hylde som MAN OF THE MATCH.